Det var marathon nr. 462

I går blev min bog, Maratonkvinden, sendt til korrektur, og Ulrich sagde til mig: Hvor er der marathon i morgen. Bogen er færdig. Det skal du da fejre med et marathon.

Om han foreslog det fordi, han ville have lidt fred herhjemme, melder historien ikke noget om 🙂

Jeg har arbejdet meget koncentreret med bogen, og der har ikke været så meget tid til marathon, så det var fantastisk, at jeg uventet havde mulighed for at være med i dag. Jeg lavede en sniger 🙂

Det var ikke helt til at vide, hvornår jeg var færdig med de sidste detaljer i bogen, og jeg havde planlagt at arbejde hele weekenden, så der var en meget velkommen fridag.

Smilet var fremme fra morgenstunden, og det holdt hele vejen. De sidste 5 kilometer havde jeg kræfter til at sætte farten lidt op, og det føltes rigtig godt.

Jeg er på ingen måde blevet træt af at løbe marathon, men det er fint, at jeg ikke skal afsted hver dag.

Dagen i tal

Løbet er skudt i gang, 42,2 km forude

Hej Hej. Hyggeligt at møde hinanden på ruten

Jeg havde glædet mig meget til at løbe marathon efter at have brugt rigtig meget tid foran computeren for at skrive min bog. Det var skønt at gense rigtig mange af løbevennerne og munden stod ikke stille. Der var hygge alle vegne. Mange havde taget deres familer med, så der var heppere flere steder på ruten.

Det var anden gang, at vi med succes afholdt løb i Knuthenborg, og det ser ud til, at vi er klar igen til næste år. 

Kameler på vejen. Vi løber med dyrene

Skønne omgivelser i Knuthenborg Safaripark

Hygge med Jesper Ølsgaard og Rene Hjorth Olsen

Resultatlisten er klar og kan ses her.

Download diplom for halvmarathon her og marathon her.  

Billeder kommer snarest muligt.

Dagen i tal

Maratonkvinden – er titlen på min bog som udkommer på Muusmann’ Forlag til oktober. Jeg sidder med næsen i computeren det meste af tiden og gennemlever mit år med marathon. Et helt fantastisk og meget udfordrende år. Det er en ærlig fortælling, hvor jeg blandt andet lukker op for mine tanker og dæmoner. Læs mere her.

Det er en spændende proces for mig, og jeg nyder at skrive bogen, men det er også udfordrende for mig at være under et nyt pres. Presset af at jeg skal skrive bogen på rekordtid. 

Jeg skal arbejde meget koncentreret for at blive færdig med manuskriptet til tiden, så jeg tager indimellem nogle overnatninger på hotel for at få arbejdsro, så jeg bliver færdig til tiden.

Der er ikke tid til marathon lige nu, og det savner jeg rigtig meget. Jeg løber min daglige tur på12-14 km, og det har min krop det fint med.

En måned efter at jeg var færdig med 366/365, var jeg til tjek på Rigshospitalet, hvor jeg blev overrasket over at finde ud af, at jeg havde tabt mig et kilo, og min fedtprocent var faldet med en til 17. Det ændrer sig sikkert nu, hvor min hjerne kræver sukker, sukker, sukker, mens jeg arbejder ved computeren. Nogle gange giver jeg den, hvad den vil have og andre gange tænker jeg, NEJ, stop, ikke mere sukker 🙂

Mit mål: Manuskript til Maratonkvinden skal være færdig den 15. september. 

Hvor vigtigt er det? Nærmest vigtigst, og derfor giver jeg alt, hvad jeg har i mig. Det må gerne gøre lidt ondt, og det gør det også, når jeg skal skrive så mange timer i døgnet som overhovedet muligt. Det er en spændende proces at gennemleve hele året fra 15. juli 2012 til 14. juli 2013, ja, faktisk startede det før, og der starter bogen også. Det er også en hård proces, for jeg er endnu engang under pres uden at have restitueret efter et års pres, så det giver i den grad nye muligheder for personlig udvikling.

Jeg endte med at løbe to halve marathon. Et lørdag eftermiddag og et søndag formiddag. Her er jeg sammen med Henning Baginski.

Ulrich var også med til Stafet for Livet. Han gik 10 kilometer begge dage, og så fik han snakket og hilst på rigtig mange.

Turene blev længere, end jeg havde regnet med, for det var en super hyggelig løbefest for alle. 

Det var første gang, at Ulrich og jeg var med, og vi er klar igen til næste år. Jeg har sat målet om at nå 150 hyggelige kilometer indenfor de 24 timer. 

Fem en halv uge siden finalen og en måned siden jeg løb sidste marathon. Jeg har savnet det, og det var fantastisk at gense løbevennerne. Der var solskin og smil fra morgenstunden. Jeg var ikke den eneste, der havde savnet det, så mange havde taget en fridag eller på anden måde fået det til at gå op. 

Det var første Fredskov Marathon siden finaledagen, så jeg var spændt og havde lidt sommerfugle i maven. For en måned siden var det hverdag, men det er det ikke mere. 

Fredskov Marathon nr. 250. Bagerst: Lene Hadsbjerg, Ole Bill, Bo Demant, Michael Steen Jensen, Per Ejdorf, Annette Fredskov, Pia Hansson, Carsten Hyld, Maj-Britt Filsø Mathiassen, Henning Baginski, Louise Andersen, Nicholas Feltsen, Lis Grønqvist, Katrine Bernbom, Birgitte Munch Nielsen, Stig Kongsfelt, Lena Lund Mikkelsen og Carina Thorøe. Forrest: Lars Jensen, Charlotte Poulsen, Hasse Falk Jakobsen, Preben Poulsen, Claus Balshøj Sørensen, Ulrik Pihl, Henrik Hoplarik Franijeur og Bouchra Lundgren Eriksen

Sidste år fejrede Ulrik Pihl fødselsdag med et marathon, og det gjorde han også i år. Sidste år bagte min mor jordbærkage, og i dag var min far i køkkenet og bage roulade. Vi er næsten nødt til at holde Fredskov Marathon den 22. august 2014, så Ulrik for tredje gang i træk kan fejre fødseldag i Næstved 🙂

Det var fedt at løbe en lang tur igen, og jeg nød at hygge og snakke efter mange træningskilometer alene. Jeg har ikke restitueret efter 366/365, så jeg tog det stille og roligt. Mine ben er stadig trætte, og jeg forventer, at der kommer til at gå lang tid, før jeg kan sige, at jeg har friske ben. Nu bliver mit næste marathon den 14. september i Knuthenborg Safaripark. Indtil da vil jeg koncentrere mig om at skrive min bog.

Hjertelig tillykke med fødselsdagen til Ulrik Pihl

Interview i haven til Sky Sport News HD

Emilie og Viktor venter tålmodigt, mens jeg bliver interviewet

Dagen i tal

Fredagshumøret var i den høje ende af skalaen i dag. Sent i går aftes satte jeg sidste punktum i første kapitel i min bog, og nu er det til gennemlæsning hos forlaget, og jeg er meget spændt på tilbagemeldingen. Det er ligesom at være til eksamen 🙂

Det er blevet en god vane at starte dagen med en løbetur efter Emilie og Viktor er kørt i skole. De fleste dage løber jeg 12 km, og min krop og sind har det fint med distancen. Der er ikke den store forskel på følelsen i mine ben nu og under projektet. Jeg føler på ingen måde, at mine ben er fuldt ud restiturerede. Det tror jeg, kommer til at tage et stykke tid. 

I formiddags havde jeg interviews, og jeg kunne mærke, at energien er tilbage. Lige før vores ferie kunne jeg ikke overskue de sidste interviews, så det var dejligt at mærke, at jeg er tilbage på banen, og jeg er klar til flere interviews mandag formiddag. 

Kampråb før kampen fløjtes i gang

Jeg nyder at se håndboldkamp uden at skulle skynd mig hjem

Jeg løber ikke marathon i weekenden men venter til torsdag, hvor vi afholder det første Fredskov Marathon siden projektet. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Så er vi hjemme igen efter en skøn ferie i Egypten. Jeg er tilbage med genopladede batterier, benzin på tanken og bægeret er tømt. Inden vi tog afsted følte jeg, at jeg var ved at eksplodere – jeg kunne ikke rumme mere, og Ulrich måtte flytte flere interviews. Nu er jeg klar til nye oplevelser og vigtigst lige nu, at stikke næsen i computeren og skrive min bog.

Viktor og Ulrich snorkler og ser de flotteste fisk og koralrev

Emilie på vej ned af den sejeste vandrutsjebane

Jeg startede dagen med en løbetur

Det har været fantastisk at slappe af og hygge, læse, bade, spille spil og “bare” være sammen.

Min krop har godt kunnet finde ud af at tage den med ro. Jeg startede dagen med en “lille” løbetur i det meget varme vejr. Selvom jeg løb kl. 8.00 sagde termometeret 35 grader 🙂

Så status er, at jeg har det godt. Ingen tomhed eller sammenbrud og fysisk er kroppen stadig med mig.