Det har været en begivenhedsrig dag. Nu er klokken 21.45, og vi er på vej mod Holstebro, hvor jeg skal løbe de næste to dage. Logistikken er gået op i en højere enhed. Emilie spiller påskecup i Holstebro, jeg løber marathon, Viktor og Ulrich hepper 🙂
Min spændende dag startede som sædvanligt med et marathon 🙂
Der var mange, der havde lyst til at starte påskeferien med en løbetur, og flere var nye ansigter til Fredskov Marathon. 30 glade løbere var klar til start kl. 8.00. Fantastisk med et startfelt, hvor der er løbere fra en stor del af Danmark.Vi havde besøg fra blandt andet Holstebro, Langeland og Helsingør.
Glimt fra en super hyggelig marathondag
Hjemme igen – et par travle timer med at blive klar til at køre – først mod København og TV2 studiet på Hovedbanegården – derefter mod Holstebro.
Glimt fra TV2, Go Aften Danmark
Vi skulle være hos TV2 kl. 17.45. Der var allerede gang i den og en del mennesker tilstede – rigtig god stemning.
Jeg blev sminket og talte lidt med vært Michelle Bellaiche. Derefter blev ventetiden brugt til småsnak med de andre. Super hyggeligt. Jeg talte blandt andet med Uffe Holm og Christian Stadil.
Interviewet gik godt. Mit hjerte bankede hurtigt, da der blev talt ned, men jeg får hurtigt talt mig varm 🙂
Nu vil jeg gå offline og nyde resten af køreturen til Holstebro.
Dagen i tal
Tidspunkt | Torsdag den 28. marts 2013, kl. 8.00 |
Sted | Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk |
Resultat | 4.57.34 |
Løb nr. | 257 |
Løb tilbage | 109 |
Kilometer i alt | 10.845,4 km |