Klar til at indvie den nye rute. Malene Ravn, Annette Fredskov, Tony Gren, Rene Hjorth Olsen, Preben Poulsen
I går var jeg ude at opmåle en ny rute sammen med min far, og i dag indviede vi den. Det blev et JA – Ruten er godkendt. Start, mål og depot er stadig hos mine forældre. Det var dejligt at komme hjem efter fire dage i København 🙂
Det er begyndt at blive lidt koldt om morgenen, så jeg startede med vanter. Ellers var det rigtig godt løbevejr. Det blæste en del, men der var meget læ på ruten, så vi var ikke generet af blæsten.
Mine ben har det bedre efter en uge, hvor jeg ikke har presset mig selv på tiden. Selvom jeg har haft to dage i Skodsborg med en kuperet rute, havde jeg mindre træthed i mine ben i dag, end jeg har haft den sidste tid. Det nød jeg 🙂
Det er stadig uvirkeligt for mig, at jeg har løbet 86 marathon i træk. Jeg har endnu ikke vænnet mig til, at jeg bliver genkendt, når jeg handler i Rema 1000. Jeg laver stadig aftensmad og madpakker. Jeg kan stadig ikke tage mig sammen til at lave mavebøjninger. Ja, jeg er helt almindelig, selvom jeg har gang i noget ekstremt 🙂
Noget helt andet – så har Ulrich og jeg besluttet os til at sige nej tak til at lukke hele Danmark ind i vores hverdag og hjem på godt og især ondt via fjernsynet. Jeg vil gerne være med til en dokumentar om projektet, men det her lignede mere reality-tv, og det kommer for tæt på familien. Jeg vil gerne fortælle om, at jeg har haft en tudetur, men jeg har ikke lyst til, at det bliver filmet. Så det blev et nej.
Dagen i tal
Tidspunkt |
Mandag den 8. oktober 2012, kl. 8.30 |
Sted |
Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk |
Resultat |
5.06.10 |
Løb nr. |
86 |
Løb tilbage |
280 |
Kilometer i alt |
3.629,2 km |