Interview af Familie Journalen

Jeg sidder i sofaen med computeren. Når jeg kigger ud af vinduet hopper Viktor i trampolin med sin kammerat. Emilie har en veninde på besøg, der skal sove her. Alle nyder det er fridag i morgen.

Jeg nyder, at jeg skal løbe Skodsborg Marathon i morgen, og så nyder jeg de lyse aftener på denne tid af året. 

Det har været en travl dag, som jeg tænker tilbage på med glæde.

Kl. 9.00 havde jeg en aftale med journalist Ole V. fra Familie Journalen og pressefotograf Finn John Carlsson. Ole V. trykkede på min startknap, og så snakkede jeg 🙂 

Mit marathon projekt kan jo kun lade sig gøre, fordi min familie bakker mig op, så der skulle også tages billede af hele familien. Derfor kom fotografen igen i eftermiddags, da Viktor og Emilie var kommet hjem, og så blev vi alle fire fotograferet, mens vi spillede Uno 🙂 Alt i alt en god oplevelse!

Som skrevet en travl dag der udover mødet med Familie Journalen har budt på mange almindelige gøremål som frisørbesøg (det er stadig de grå hår :-)), løbetur, handle, lave aftensmad og køre Viktor til fodbold. En dejlig mandag!

Så er journalist Alice Bloch Steffensen fra 24Sjællandske blevet færdig med at redigere lørdagens optagelser fra Ø-Marathon. Det er blevet godt. Se resultatet her

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/06/interview-af-familie-journalen/

Mine tanker på en søndag – en fridag

Ingen marathon – ingen aftaler – men mange tanker 🙂

På torsdag skal jeg ind på Center of Inflammation and Metabolism på Rigshospitalet, hvor jeg skal skal have foretaget de første målinger inden projektet starter, f.eks. glukosetolerance test, blodprofil, konditionstest og test af løbeøkonomi. Derudover har jeg mulighed for at få lavet en muskelbiopsi fra låret, og det er specielt den jeg har tænkt på i dag. I mine tanker har jeg været lidt nervøs over muskelbiopsien, fordi jeg selvfølgelig ikke vil gøre noget, der kan skade mig i forhold til løbet. Men der er overhovedet intet, der tyder på, at der er en risiko ved muskelbiopsien, hvis jeg holder mig i ro 24 timer efter, og det skal jeg nok. Efter at have vendt og drejet mine tanker om muskelbiopsien med Ulrich, er svaret ja tak. Jeg synes, det er super spændende at finde ud af, om mine muskelfibre ændrer sig med 15.445 km på et år. 

Marathon i Knuthenborg fylder meget i min tanker i øjeblikket. Der er snart udsolgt af startnumre, og vi er i fuld gang med planlægningen. Derfor dukker der tit en Knuthenborg-tanke op. Vi skal også huske…..   Det ville måske være smart, hvis………..   Har du undersøgt……………

Selvom der ikke er marathon i dag, så går mine tanker alligevel til mine gode løbevenner, der arrangerer ekstra marathonløb i forbindelse med mit projekt. Det sætter jeg stor pris på. Jeg glæder mig over alle de gode relationer, som jeg har fået, fordi jeg elsker at løbe marathon. 

Så glæder jeg mig også over at have modtaget det smarte løbetøj, som jeg skal have på til STARKs medarbejderarrangement på søndag.

Jeg glæder mig til at være med, selvom jeg går glip af en dag i Legoland med min kære familie. Det emne har mine tanker også berørt i dag. Valg giver fravalg, og vi er hele tiden nødt til at prioritere.

På søndag vælger jeg et løbearrangement, som jeg har meget lyst til at deltage i. Et arrangement der gavner mig i forhold til mit projekt. Det betyder ikke, at jeg ikke har lyst til at være sammen med min familie i Legoland. Jeg ville ønske, at jeg kunne være to steder på en gang, men det er endnu ikke muligt.

Heldigvis har jeg min families fulde opbakning og forståelse, så selvom Legoland var en gammel aftale, så synes de helt klart, at jeg skal være med hos STARK. 

Det er bare ikke altid, at vores prioriteringer bliver forstået og respekteret. Jeg oplever indimellem, at det kan være svært for andre at forstå, at jeg kan være så dedikeret. Andre kan føle, at det går ud over dem, at jeg ikke gør, som jeg plejer. Det kan gøre mig ked af det i et øjeblik – i et øjeblik kan jeg føle mig egoistisk, fordi jeg ikke gør det andre forventer. De kan føle sig svigtet, og det ønsker jeg selvfølgelig ikke, men jeg vil heller ikke svigte mig selv. Det er mit liv – mit ansvar. Andres liv er deres ansvar.

Med mit projekt der starter op om 42 dage, er min prioritering helt klar.

Det var bare nogle af mine tanker på en søndag 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/06/mine-tanker-pa-en-sondag-en-fridag/

Ø-Marathon………Løb sommeren i møde

Det gjorde vi, men vi stødte aldrig på den – sommeren. Bortset fra en del blæst var vejret ok. Næsten tørt og lidt sol indimellem. 

Det kan godt være, at sommeren ikke var der, men det var det gode selskab til gengæld. Jeg fulgtes alle 42,2 km med Henriette Lisse, som er blevet en rigtig god veninde. Snakke, snakke, snakke, snakke – så meget, at vi fik lov til at løbe alene 🙂

I dag var jeg ekstra spændt for journalist Alice Steffensen fra 24Sjællandske fulgte os fra sidelinjen med sit kamera. Det var en rigtig god oplevelse, og det er hyggeligt, at Alice følger mit marathonprojekt og kommer med til løb en gang imellem.

To af omgangene løb jeg med et pandekamera – kønt syn 🙂

Nu er jeg spændt på at se klippet mandag eller tirsdag. Jeg er sikker på, at det bliver godt og fanger den gode cannonball stemning, som Alice også mærkede. Hun blev taget godt imod af alle "løbetosserne" 🙂

Det sidste stykke tid har for mit vedkommende været præget af feriestemning, og det har været skønt, men jeg har også glædet mig til at komme godt i gang igen.

Jeg nød meget at løbe i dag, men jeg synes også, at mine ben hurtigt blev trætte. Måske var det blæsten, måske var det den lange pause, måske var det pandekameraet 🙂  Det var bare en af de dage, hvor jeg brugte lidt ekstra kræfter de sidste 10 kilometer. Det er ikke noget, man kan mærke på mig – det er bare noget, jeg mærker. Jeg bruger ikke energi på det – jeg konstaterer bare for mig selv, at sådan er det i dag.

Super dejligt at være i gang igen. Heldigvis er der kun et par dage til næste marathon. På tirsdag fejrer vi Grundlovsdag med Skodsborg Marathon – et af mine yndlingsløb. I de smukkeste omgivelser er det ok med lidt bakker 🙂

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/06/o-marathon-lob-sommeren-i-mode/

“At rejse er at leve” – Citat H. C. Andersen

"At løbe er at leve" – Citat Annette Fredskov

Ikke at jeg er uenig med HCA, for at leve er også at elske, grine, rejse og meget meget mere. Alt det er selvfølgelig også vigtigt for mig, men at løbe – og helst de magiske 42,2 km – er en meget stor og vigtig del af mit liv.

Nu er det næsten tre uger siden, at jeg har løbet et cannonball-løb. Jeg savner mine løbebuddies, så jeg glæder mig ekstra meget til i morgen, hvor jeg løber Ø-Marathon i smukke omgivelser i Amager Strandpark og Kastrup Lystbådehavn.

Sidste gang jeg løb der, var min double, hvor jeg løb to marathon på en dag. I morgen nøjes jeg med et 🙂

Det bliver ekstra spændende i morgen, da journalist Alice Steffensen fra 24Sjællandske følger hele løbet fra sidelinjen med sit kamera. 

Det er også muligt, at jeg skal løbe med et kamera. Nu må vi se, hvad dagen bringer – jeg er åben overfor nye spændende oplevelser 🙂

Også i regnvejr – det er jo bare et spørgsmål om påklædning. Men jeg synes stadig bedst om at løbe i solskin 🙂

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/06/at-rejse-er-at-leve-citat-h-c-andersen/

Kun få pladser tilbage til Marathon i Knuthenborg

Så fik jeg opdateret startlisterne til Marathon i Knuthenborg Safaripark. Efterspørgslen har været stor, så der er udsolgt til halvmarathon og kun få pladser tilbage til marathon.

Vi bliver 300 løbere, så på den ene side er det et lille hyggeligt løb, og på den anden side er det et meget stort cannonballløb. Der er mange forhold vi som arrangører skal have styr på med 300 deltagere. Det skal jo helst køre på skinner på dagen – og det kommer det til – vi vil gøre alt for, at det bliver en skøn dag i Knuthenborg 🙂

Jeg glæder mig til at præsentere det hyggelige cannonball miljø, som mange ikke kender til. Til cannonball plejer vi selvfølgelig ikke at være 300 deltagere, men jeg er sikker på, at atmosfæren vil være der alligevel. Pas på at I ikke bliver afhængige 🙂

Udover at have fået overblik over Marathon i Knuthenborg har jeg sat mange hakker på min to-do-liste i dag, og det kan jeg rigtig godt lide 🙂 Mange aftaler er kommet på plads –  Et overblik over næste uge ser således ud:

Lørdag: Journalist Alice Steffensen fra 24Sjællandske kommer med til Ø-Marathon med sit kamera. Hun vil stå omkring depotet under hele løbet, så vi kommer forbi hende og kameraet otte gange.

Mandag: Journalist Ole V. fra Familie Journalen kommer og interviewer mig. Han har en fotograf med, så der skal også tages billeder.

Tirsdag: Jeg slapper af med det traditionelle Grundlovsløb i Skodsborg. 42,2 km i godt selskab.

Onsdag: Skal jeg interviewes til Alt for Damerne.

Torsdag: Skal jeg på Rigshospitalet til de første test.

Fredag: Tager jeg med familien til Legoland.

Søndag: Er jeg klar til Sundheds-tag-selv-bord i STARK.

En meget spændende uge forude 🙂 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/05/kun-fa-pladser-tilbage-til-marathon-i-knuthenborg/

Så gik regnestykket op

Nu er regnestykket og kalenderen gået op. Mine ti sidste marathonløb inden projektstart er programsat således, at søndag den 22. juli 2012 bliver dagen, hvor jeg kommer på den (for nogen) eftertragtede liste – Klub 100 Marathon Danmark.

Mit løb nr. 100, som er det ottende løb i projektet, bliver Fruens Bøge Marathon i Odense, som har de hyggeligste rammer. Arrangør Kevin Vilhelmsen og hans familie sørger altid rigtig godt for os. Det er min plan at tage familien med, og Fruens Bøge Marathon er meget tilskuervenlig, da ruten kun er 4,2 km og depotet passeres to gange hver omgang. Derudover er der meget at se på med Odense Å og Odense Zoo lige ved siden af. Det bliver en skøn dag, og jeg håber, at rigtig mange har lyst til at løbe med på en halv eller en hel marathon 🙂 Læs mere om Fruens Bøge Marathon her

Nu har jeg sat datoen for mit løb nr. 100, og jeg kan derfor kun løbe ti marathon inden projektstart, ellers kommer det ikke til at gå op. Derfor bliver jeg hjemme fra Fruens Bøge Marathon i dag. Det er selvfølgelig lidt surt, men jeg kan mærke i maven, at det er den rigtige beslutning. Min plan for de sidste løb inden projektstart er
 

Nr. 83 2. juni 2012 Ø-Marathon www.marathonlisse.dk
Nr. 84 5. juni 2012 Skodsborg Marathon www.skodsborgmarathon.dk
Nr. 85 12. juni 2012 Vestegnsmarathon www.vestegnsmarathon.dk
Nr. 86 14. juni 2012 Ålsgårde Marathon www.aalsgaardemarathon.dk
Nr. 87 17. juni 2012 Storebælt Naturmarathon www.naturmaraton.dk
Nr. 
88-91
21.-22.-23.-24. juni 2012 Quattro-Marathon i Kalundborg  www.5taarnsmotion.dk
Nr. 92 30. juni 2012 Skinnermaraton www.skinnermaraton.dk

Nr. 93 er det første løb i "366 marathon på 365 dage" – Så kører bussen 🙂

Den opmærksomme læser kan se, at der er nogle huller i kalenderen. I weekenden den 9.-10. juni skal jeg løbe marathon, men den kan ikke tælles med. Jeg skal være med i et medarbejderarrangement – et sundheds tag-selv-bord i byggekæden STARK, hvor jeg ender med at løbe 42,2 km, men det er ikke et registreret løb. De første to uger af juli holder vi ferie – den ene uge i Tyrkiet, så der bliver det kun til træningsture 🙂

Denne her dag blev lidt anderledes, end jeg havde regnet med, men det føles godt i maven. I stedet for marathon bliver det en træningstur på 18 km, og så er der tid til kontorarbejde. Der er mange mails efter 14 dages ferie. Jeg skulle også have været i Fysiums testcenter i dag, men det har vi ændret til en anden dag, da Jacob er på kursus. Så jeg knokler videre foran computeren – efter en løbetur 🙂  

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/05/sa-gik-regnestykket-op/

Før og efter Kina

Nu er jeg næsten ved start – 47 dage til startskuddet lyder til 366 marathon på 365 dage. I mit hoved har jeg opereret med et begreb, der hed "Før Kina" og "Efter Kina". En af mine metoder – også når jeg løber, er at inddele i overskuelige dele. Nu er "Før Kina" datid, og jeg er i tidsperioden "Efter Kina", som består af 47 dage – på dag 48 træder jeg ind i tidsperioden "366 marathon på 365 dage". Den tidsperiode inddeler jeg i 365 dele og tager en dag ad gangen.

The Great Wall Marathon var mit marathonløb nummer 82, så nu  varer det ikke længe, før jeg kvalificerer mig til Klub 100 Marathon Danmark. Det bliver en mærkedag for mig – at komme i Klub 100 Marathon var mit første store mål som marathonløber – udover selvfølgelig at løbe mit første marathon 🙂

Mit løb nr. 100 bliver den 21. eller 22 juli, hvilket betyder, jeg skal løbe  10 eller 11 marathon inden projektstart. Min endelige udmelding kommer snart 🙂 

Nr. 83 bliver i morgen til Fruens Bøge Fyraftensmarathon, nummer 84 bliver på lørdag til Ø-marathon på Amager, og nr. 85 er Skodsborg Marathon Grundlovsdag. Det bliver skønt at være med igen. Jeg er gået glip af nogle løb herhjemme, mens jeg var i Kina. 

Så "Efter Kina" kommer til at gå super hurtigt med mange spændende opgaver, løb og oplevelser. Du kan følge med her på hjemmesiden 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/05/for-og-efter-kina/

Tak for denne gang

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/05/tak-for-denne-gang/

Sidste weekend i Beijing

I morgen rejser vi hjem, og det er vi alle ved at være klar til. Børnene glæder sig til at se deres venner og dyrke deres sport. Jeg hørte endda Emilie sige, at hun glæder sig til at komme i skole 🙂

Jeg glæder mig til at løbe marathon igen. Mon ikke det bliver på onsdag kl. 16.30 – Fruens Bøge Marathon i Odense. Er der nogen, der skal med fra Sjælland?

På onsdag skal jeg også i Fysium og testes af Jacob i testcenteret. Det glæder jeg mig meget til, eller – det glæder jeg mig OGSÅ til. Der er så mange spændende aftaler i min kalender, når jeg kommer hjem 🙂

De to uger i Beijing er gået super hurtig, og det har været en stor oplevelse på mange måder. Vi kommer trætte og glade hjem fulde af indtryk.

Weekenden har været familietid med fodboldturnering og afslapning. Her er hot, hot, hot, og vi er lidt sløve i varmen. I dag har vi fejret Ulrich, som fylder 41 år – ja, det kan man ikke lige se 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/05/sidste-weekend-i-beijing/

Temple of Heaven

Det var en fantastisk morgenstund i Temple of Heaven.

Jeg var den eneste i familien, der havde lyst til at stå tidligt op for at opleve morgenstemningen i parken, men min mavefornemmelse fortalte mig, at det skulle jeg. TAK 🙂

Det viste sig, at det var rigtig fint for mig at være alene afsted, så jeg selv kunne bestemme tempoet. Der var så meget at opleve, så meget at se, så mange dejlige stemninger, så meget god energi. 

Temple of Heaven er en turistattraktion på grund af de gamle templer og den smukke park, men det var ikke derfor jeg stod tidligt op i dag. Parken er også et sted, hvor mange kinesere hver morgen mødes og er aktive på mange forskellige måder.

Det var en unik oplevelse, og jeg nød hvert et øjeblik. Jeg havde mit løbetøj på, så jeg var også aktiv 🙂 

Jeg vil aldrig helt kunne beskrive, hvad jeg oplevede, men et ord er dækkende – LIVSBEKRÆFTENDE.

For mange handler det ikke kun om at være aktiv, men også om socialt samvær. Mange mødes her og er aktive sammen, eller de sidder på en bænk og snakker.

Det var kun få, der løb som mig. Mange af aktiviteterne var stille og rolige. Der var mange der gik, flere gik baglæns, mange gik og klappede. Der var mange grupper, hvor der blev lavet tai-chi og lignende. Der blev også spillet badminton, tennis og alt muligt andet. På en legeplads blev alle redskaberne brugt til forskellige øvelser. Nogle gik og sang, andre øvede sig på saxofon, nogle fotograferede fugle.

Uanset hvad var der ingen, som kiggede skævt til hinanden.

Fantastisk hvis vi brugte parkerne i Danmark på samme måde 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/05/temple-of-heaven/

Load more