Kom så sol

Jeg kan sagtens løbe i regnvejr, men det er bare sjovere i solskin.

I dag kl. 16.30 løber jeg Fruens Bøge Fyraftensmarathon i Odense. Nr. 2 ud af 5. Jeg har det godt i kroppen, og motivationen er i top.

 Jeg kan bedst lide at løbe om formiddagen, men det er fint at afprøve andre tidspunkter. Det betyder også, at jeg løber min første double. En double er to marathonløb gennemført indenfor 24 timer. 

Fruens Bøge Marathon, torsdag kl 16.30 + Fredskov Marathon, fredag kl. 8.30 = double

Ja, jeg skal være klar i morgen tidlig som løbsarrangør i SOLSKIN.  Der kommer ikke en dråbe regn i Næstved i morgen, og solen er at finde på vejrudsigten 🙂 

Det er vigtigt, at jeg fylder depoterne godt op, når jeg er færdig med løbet i aften, så jeg er klar i morgen tidlig. Jeg regner med at være i mål i aften omkring kl. 20.45, så er det vel realistisk at være hjemme ved 22.15-tiden. Det er vist ikke realistisk med 7 timers søvn 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/kom-sa-sol/

Godt i gang

Så er jeg godt i gang med 5 på stribe. Kroppen havde det godt efter nogle lidt sløje dage, og det føltes super godt at løbe derudad. Jeg løb også lidt hurtigere end jeg havde regnet med i tiden 4.02.05 – i dag havde kroppen det godt i det tempo. 

Nu sidder jeg i sofaen 8 timer efter. Kroppens depoter er fyldt op igen med blandt andet pasta, kylling og grønt. Jeg har det godt, kroppen er frisk, motivationen stor, og jeg er helt klar til marathon igen i morgen. 

I dag var det en våd fornøjelse. Det regnede stille og roligt i alle 4 timer. Heldigvis blæste det stort set ikke, og det var ikke koldt. Først da jeg stod i målet gennemblødt og snakkede i 5 minutter, begyndte jeg at fryse, så jeg kørte hurtigt hjemad.

Der var mange ting, jeg skulle nå. Vigtigst var at se Viktors fodboldtræning, for jeg kan ikke se hans kampe på søndag. Dernæst skulle jeg have styr på depot til på fredag og lørdag, hvor jeg selv skal afholde Fredskov Marathon. Nu er der styr på det hele. Depot, medaljer og rute.

Husk: I kan stadig nå at tilmelde jer 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/godt-i-gang/

Klar til fem på stribe

Det bliver jeg – KLAR. Lige nu skal jeg have skabt mig et overblik, men det når jeg også i løbet af aftenen. Jeg er alene hjemme. Ulrich er på kursus i Sverige til på torsdag, og i nat sover Emilie og Viktor hos mormor og morfar. Jeg er priviligeret at have den nærmeste familie tæt på, og det er en gevinst for alle.

Nogen gange tænker jeg, at det mindste af det i mit marathonprojekt det er at løbe. Jeg elsker at løbe, og jeg ved, at jeg kan. Nogen af de andre opgaver i projektet er udfordrende for mig og tager engang imellem pusten fra mig. Jeg lærer så meget hele tiden – det er næsten en uddannelse. En af de vigtigste lektioner er, at jeg skal følge mit eget tempo (ikke kun når jeg løber :-)), min egen mavefornemmelse, have min sjæl med – hele tiden. Når jeg glemmer det, mister jeg overblik og bliver stresset.

KLAR til fem på stribe – det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg er. Selvom jeg ikke har været på toppen i de sidste dage, så kan jeg sagtens løbe marathon. Jeg kan jo heller ikke forvente at være på toppen i et år i træk, så det er fint, at det er sådan nu. Jo flere erfaringer, jo bedre kan jeg klare udfordringerne i projektet.

I morgen kl. 8.30 gælder det Damhus Cannonball Marathon – en flad rute omkring Damhusengen og søen. Det er efter de helt gamle cannonball principper, så vi skal selv have depot med. Mit depot i morgen består af bananer, karamellakridser, Faxe Kondi og vand. Derudover har jeg et par grovboller med, som jeg kan spise på vejen hjem, så jeg hurtigt giver kroppen noget energi til at fylde depoterne op med og restituere. Jeg plejer først at spise, når jeg kommer hjem, men det vil jeg ændre på i morgen, så jeg giver kroppen de bedste betingelser for at være klar igen torsdag.

Torsdag skal jeg til Odense og løbe Fruens Bøge Marathon. Det er et fyraftensløb med start kl. 16.30. Indtil videre kører jeg alene derover, men jeg håber stadig på, at der er nogen sjællændere, der vil med, så vil kan følges – anyone? 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/klar-til-fem-pa-stribe/

En spændende uge er i gang

Faktisk er jeg lidt tung i kroppen og hovedet. Det var jeg også i går, hvor det endte med en hviledag. I dag har jeg powerwalket 19 km på løbebåndet. Det føltes godt til trods for lidt tunge fornemmelser. Nå, ikke mere opmærksomhed til det. Jeg kan mærke energien er på vej tilbage, og den får jeg også brug for 🙂

Det er en super spændende uge med fem marathon fra onsdag til søndag. Det glæder jeg mig meget til. Hvordan føles det? Hvor sjovt bliver det?

Hvad jeg er sikker på er, at det bliver super hyggeligt med masser af godt selskab, selvom flere af mine løbebuddies er i Tyskland til Hamborg Marathon. Den oplevelse har jeg stadig tilgode. Måske til næste år, hvis det kan passe ind i logistikken.

Nu sidder jeg og hygger med Emilie og Viktor. Ja, vi hygger foran computeren 🙂 

Vi har lige siddet og talt om, at vi skal vænne os til, at vi ikke altid kan være med til det hele. Mennesket har endnu ikke fundet ud af, hvordan man kan være to steder på en gang 🙂

Emilie har lige fundet ud af, at der er håndboldstævne den dag, vi holder Marathon i  Knuthenborg Safaripark. ØV – ØV – ØV – det er biiiiiiiip…….. irriterende, kom det fra hende. Jeg ved lige, hvordan hun har det, men vi må vænne os til det, når vi alle er aktive. 

På søndag deler vi os endnu engang op, når Viktor skal til fodboldstævne, og jeg til Firkløvermarathon i Næstved.

I denne uge er jeg også marathonarrangør, så jeg kan løbe 5 dage i træk. Fredag og lørdag er start og mål i mine forældres indkørsel. De bor tæt på skov og marker, så det er en dejlig 7,2 km rute, vi løber.  Den rute kommer jeg til at løbe mange gange, når projektet starter 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/en-spaendende-uge-i-gang/

Det er i dag et vejr, et solskinsvejr……………..

Fantastisk dag – også selvom der ikke var marathon på programmet. I stedet har der været "kærestetid". Vi startede dagen med at fylde depoterne op med en super lækker brunch. Så var vi klar til sightseeing i Næstved og omegn. Naturen tager sig rigtig godt ud sådan en solskinsdag 🙂

Bortset fra det har jeg været træt i dag. En af de dage hvor benene er tunge  – hovedet ligeså. Så det har været dejligt at slappe af med en gåtur langs stranden sammen med Ulrich. Her gik vi og fik gode ideer til marathonruter. 

Så i dag er blevet til en hviledag – men ikke helt uden abstinenser 🙂 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/det-er-i-dag-et-vejr-et-solskinsvejr/

Tak, I er de bedste

Jeg synes ellers, jeg var forberedt, havde styr på det og var i god tid. MEN det skulle vise sig at forholde sig helt anderledes. Kl. 8.25 i morges kørte jeg stadig forvildet rundt på Amager for at finde startstedet til Ø-Marathon. Starten var kl. 8.30, så det må siges at være i sidste øjeblik. Svært at forstå hvordan det kan lade sig gøre, når jeg nu har styr på det 🙂 Jeg har flere gode forklaringer, men skidt nu med det. 

Ja, jeg var presset, men pludselig så jeg en "engel". Min gode løbeven Ulrik Bruun stod og vinkede til mig og reddede mig. Hurtigt rundt med bilen, parkering, fat i tasken og 2-300 meter mod startstedet. Og der stod de andre og ventede på mig – Fantastisk – det er kammeratskab  af høj karakter. Så det blev til marathon til trods for udfordringer fra morgenstunden – til trods for, at jeg kom 5-10 minutter for sent. TAK for at I ventede på mig – I er de bedste. Jeg lover at komme til tiden næste gang. 

Så jeg var ekstra taknemmelig i dag. Kl. 8.25 var jeg ved at miste modet, og troede ikke jeg nåede det. Kl. 8.45 var vi i fuld gang med Ø-Marathon PRErun.

Det var tåget fra morgenstunden, men lunt i vejret og stort set ingen vind, så fint løbevejr. Bortset fra en ordentlig regnbyge krydret med noget hagl omkring 28 km, men det var hurtigt overstået og snart glemt.

Dejligt at løbe i mit nye smarte løbetøj fra Fusion, som jeg hentede i går i Fysium. Det fungerer godt med en løbevest, når det er for varmt til jakke men for koldt uden. 

Vi var ikke så mange i dag, og Henriette Lisse og jeg havde regnet med at tage bagenden og en hyggetur. Sådan blev det også – med en bonus. Ulrik Bruun kunne ikke sige nej til det gode selskab, så han fulgtes med os på 21 hyggelige og sjove kilometer 🙂

Nu er ruten prøveløbet og klar til premiere den 4. maj. 

Hjemme igen skinner solen, og Ulrich er i haven. Jeg sidder her på terassen med min iPad og lugter, mens jeg nyder solens varme stråler. Det er nok tid til et bad, eller måske en tur i ukrudtet 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/tak-i-er-de-bedste/

En tur i legeland – Fysium

I dag har jeg været en tur forbi Fysium, hvor Jacob Norholt Hansen holdt reception. Med mig hjem fik jeg et meget lækkert sæt løbetøj fra Fusion. Lilla vest og
T-shirt samt halvlange tights. Jeg glæder mig til at tage det i brug – forhåbentlig i morgen, hvis vejret bliver ok.

Ja, det er en meget flot lilla farve, men den lilla nuance er åbenbart af en sådan karakter, at et kamera gengiver den i blå, så farven på billedet er snyd. Beklager – I må komme og møde mig i virkeligheden, og se hvor godt jeg/det ser ud 🙂

Jeg prøvede også løbesko. Jeg er rigtig glad for mine Nike Zoom Vomero, men  jeg vil også gerne teste andre løbesko. Når jeg løber så mange kilometer, tror jeg, at det er godt at variere med forskellige typer af sko og forskellige mærker. På den måde varieres belastningen af muskler og sener. I dag prøvede jeg blandt andet et par Brooks løbesko, og jeg smilede så snart jeg fik dem på og havde straks lyst til at løbe en tur i dem.  På grund af receptionen var der ikke rigtig tid til at være grundig, så jeg glæder mig til at komme i "legeland" igen og tage nogen sko med hjem 🙂 

Ellers er jeg klar til Ø-Marathon PRErun i morgen. Vejrudsigten ser ok ud, så jeg tror, det bliver i lilla Fusion løbetøj 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/en-tur-i-legeland-fysium/

Ø-Marathon

Det er super dejligt, når der kommer nye marathonløb til. Det betyder flere løb at vælge imellem, flere forskellige ruter og mere variation. Arbejdet i forbindelse med at arrangere et marathon fordeles også på flere hænder.

Det nyeste skud på stammen er Ø-Marathon, som Henriette Lisse arrangerer på Amager. Debutløbet er to løb – en double den 4. maj 2012. Det betyder, at man har mulighed for at løbe to marathon samme dag. Vi løber det første kl. 8.00 og det næste kl 13.30. Den udfordring glæder jeg mig til. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan det er. Jeg ved mine ben vil være trætte, og det vil sikkert også gøre lidt ondt – men hvor meget??

PRErun
Et kig i kalenderen viste et hul – et marathonhul på lørdag – ihvertfald på Sjælland. I Bramming i Jylland er der nemlig løb, men det tager lidt længere tid at komme derover og koster lidt mere. Så på sådan en almindelig lørdag, hvor vi bare vil bruge formiddagen på at løbe, skal det helst være et løb på Sjælland, og det er der nu 🙂

Når vi mangler et marathon må vi selv afholde et eller finde en anden, der vil. Henriette var klar på at prøveløbe Ø-Marathon ruten, så på lørdag er det Ø-Marathon PRErun kl. 8.30. Vi bliver ikke så mange til start, men lige nu er vi tre, så løbet er en realitet. Glæder mig til at løbe i nye omgivelser 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/o-marathon/

Fødselsdagshygge i Skodsborg – dagen derpå

Jeg sidder og tænker på, hvad det er, der gør Skodsborg Marathon specielt – udover det altid gode selskab 🙂

Hvad er det, der gør Skodsborg Marathon til et af mine absolut favoritløb?

Ruten er kuperet og hårdere end de fleste ruter, så det er rigtig god træning, når jeg nu ikke kan lide intervaltræning. Det er ikke fordi, jeg er speciel fan af bakker, men på denne rute er stigningerne tilpas fordelt, og mentalt har jeg opdelt ruten i meget overskuelige etaper. Vi løber syv runder, og hver runde har jeg i mine tanker opdelt i seks etaper. Det betyder, at hvis der sniger sig en træt tanke ind, er det hurtigt overstået, for jeg skal jo bare hen til møllen, så er der kun det stykke, Mathildebakken, og så er depotet der snart 🙂

Derudover er Skodsborg-ruten naturskøn, og det er fantastisk at følge naturens gang derude. I går var skovbunden mange steder hvid af anemoner, og det hele spirede. Jeg måtte stoppe op og iagttage det smukke syn af en svane, der lå på sin rede.

Vejret var også med os. Udover en lille regnbyge på første runde, var det tørt og en stor del af tiden var solen fremme. Nogen af løberne er begyndt at løbe med bare ben, men det synes jeg er for koldt endnu.

I går fejrede vi Toni Kjær som fyldte 70 år. Fantastisk at fejre sin fødselsdag med et marathon. Det er lige i min ånd 🙂 Toni har løbet marathon i mange år, og jeg har stor respekt for ham. Tidligere løb han hurtigt – personlig rekord 3.09.24, men i dag tager han det stille og roligt. Jeg er klar, når vi skal fejre Tonis 80 års fødselsdag med et marathon. 

Efter løbet hyggede vi med kage og champagne i depotet. Jeg skålede i vand i stedet for champagne. Jeg havde ikke drukket nok under løbet, så jeg havde lidt jeg skulle indhente. Jeg nåede at drikke 1½ liter væske inden sengetid. MEGET VIGTIGT at huske når projekt 366/365 starter – aldrig glemme at drikke. 

I depotet havde vi super seje hjælpere. Normalt ville Helle Andersson og Henriette Lisse have været med på marathon sammen med os, men de restituerede efter lørdagens præstation, hvor de begge løb 100 km til Copenhagen Ultramarathon. 

Jeg hyggede mig meget i Skodsborg i går. Selvom jeg løb cirka 25 km alene, fik jeg alligevel talt med mange. Jeg havde taget musik med, men jeg brugte det ikke. Jeg nød at høre naturens lyde. Til gengæld skruede jeg op for musikken på vej hjem i bilen 🙂

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/fodselsdagshygge-i-skodsborg-dagen-derpa/

Fødselsdagshygge i Skodsborg

Indlæg kommer i morgen. Nu går jeg i seng 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/fodselsdagshygge-i-skodsborg/

Load more